Brug for en snak?

Ventilens mødested på Roskilde Festival, er et sted, hvor man kan komme, hvis man har brug for en snak. Enten en hyggelig snak med de andre, der samler sig om vores langbord, hvor man også kan spille kort, male billeder og en masse andet.
Eller en mere alvorlig personlig snak: Hvis festivalen bliver for meget, veninderne bliver uvenner, de andre i lejren er svære at tale med, eller noget helt fjerde.
Kig forbi og tal med os - vi glæder os til at møde dig!

tirsdag den 28. juni 2011

I dag skal vi fortælle, vi er her

Det er blevet tirsdag. Vejret er stadig godt, humøret er højt og i går blev vi helt færdige med mødestedet. I dag skal vi så ud og fortælle, at vi "er her". De frivillige skal trave camping-området tyndt bevæbnet med smil og postkort.
Målet er dels at så mange som muligt ved, at der fra på torsdag er et sted at gå hen, hvis man har brug for en snak. Dels at få nogle gode samtaler om det gode fællesskab her på festivalen og måske inspirere nogen til at tage endnu bedre hånd om hinanden i lejren. Det gælder både på festival og til hverdag at et "godmorgen, har du sovet godt" kan betyde forskellen på en god og en dårlig dag.

Hvis vi møder nogen, der har noget på hjerte og har brug for en snak nu, så er vi selvfølgelig også klar til at lytte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar